FOREBYGGELSE er nøgleordet her

FOREBYGGELSE er nøgleordet her

Er folkesundheden et samfundsproblem?

Sygeplejersker! Vi mangler sygeplejersker
Vi får tudet ørene fulde med at vi mangler sygeplejersker… Det er næsten ikke til at holde ud at høre på, det hænger en ud af halsen, og vi hører det hele tiden ”Sundhedsvæsnet har brug for penge” og vi skal uddanne en masse nye sygeplejersker hvis vi skal følge med demografien.

Vi ved jo at forskningen har bekræftet at en livsstil med dårlig kost, for lidt motion, for meget stress, og en masse forarbejdet mad, fuld af giftstoffer giver en drastisk stigning i antallet af kroniske sygdomme – og at det både er børn og voksne der rammes. Når vi nu ved det, er det så ikke ret mærkeligt, at der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved om vores sygdomme hænger sammen med vores livsstil?!?

?

…og nu vi er ved det, er det så ikke også ret mærkeligt at vores læger og sygeplejersker ikke har mad og diæt på skemaet??? Tænk engang.

Hvis du spørger mig, så er FOREBYGGELSE nøgleordet her.

For hvad nu hvis WHOs prognose om en tredobling af kroniske syge inden 2050 holder stik? WHO skriver i øvrigt også, at omkostningerne for de enorme stigninger i livsstilsrelaterede sygdomme bliver så store at hele det skattefinansierede sundhedsvæsen vil bryde sammen.

Kunne det være, at når vi nu ved at vores sundhed hænger sammen med vores livsstil, skulle begynde at se på at forebygge frem for først at behandle skaden når den ér sket? Jeg spør´ bare, jeg er jo ikke uddannet i sundhedssystemet.

Ja, ja, bevares – SELVFØLGELIG får vi da brug for flere sygeplejersker, ingen tvivl om det! Og det bliver monsterdyrt, helt sikkert… Vi lever længere, og antallet af kronisk syge øges støt, og det er ikke kun de gamle der bliver ramt, stadig yngre mennesker bliver ramt. Det indebærer at et stigende antal mennesker har brug for mange års behandling for at holde deres sygdom i skak.

Hvordan løser vi dette?

Siger det lige igen – Kunne det være at vi skulle begynde at fokusere på FOREBYGGELSE i stedet for at ”slukke brande” og kun handle på det akutte?

Ansvaret?
Ja, hvem har egentlig ansvaret, Samfundet eller individet?

Fødevareindustrien lever højt på salget af billig, usund mad. Har de et ansvar? For maden vi spiser, som ligger til grund for vores helbred, hænger stadig mere og mere sammen med hvilken klasse vi er født ind i. Har I ikke så mange penge i jeres familie, er det sandsynligt at I køber mest af den billige, usunde mad: Brød, sodavand, pølser, chips osv. Mad som er langt billigere at producere for fødevareindustrien, end det sunde alternativ.

Det skal være billigere at spise sundt 
Se bare hvad det koster en familie i en måned at købe U-SUNDT: Hvidt brød og pasta vs. SUNDT: Økologiske grøntsager, og afgrøder rig på antioxidant. Resultatet bliver at dem der i forvejen har det svært, ikke har en chance mht. mulighed for at købe god, sund og nærende mad. Resultatet er at det mange spiser i dag er næringsfattigt fyld, der feder og gør ondt værre, og kun de færreste får den anbefalede mængde grøntsager og fibre.

Hvis du spør´ mig, skal det være billigere at spise sundt og dyrere at spise usundt, ganske enkelt.

Men hvordan? spør’ du måske

Danmark er jo i forvejen et land hvor skatten ofte bruges som et værktøj til at regulere adfærd… Ved at gøre det dyrere for folk (…eller for virksomheden der producerer?) at spise usundt gennem en højere skat på usunde ting, og billigere at spise de sunde ting, og fjerne momsen på de sunde varer. Simpelt og ligetil.

Virksomheder der producerer lortemad, får måske på den måde øjnene op for at det kan betale sig at producere et ordentligt produkt, ellers må vi have fat i ”forbuds-fingeren” Forbuddet mod transfedt som i dag findes i en lang række lande, er et godt eksempel på hvordan vi gennem lovgivning kommer af med skadelige stoffer i maden.

Så i stedet for at bruge penge og resurser på at hjælpe erhvervslivet og virksomheder der fremstiller mad der gør folk syge, eller på dyre, langvarige behandlinger, bør vi da for dælen hjælpe og forebygge, så man ikke spiser sig syg i det hele taget. (og her kan vi jo meget passende starte med maden på sygehuset …eller mad, og mad…?!)

Efter min mening burde sygehusene servere mad der hjælper kroppen med at hele, og ikke som nu, det modsatte. Hvidt franskbrød, frugtyoghurt, kakaomælk…

Bagefter kan vi måske tage fat på skoleboderne rundt om i landet?

Jeg mener det er på høje tid at politikerne stiller nogle højere krav til de virksomheder der vil være en del af de offentlige uddelinger af mad til daginstitutioner, skoler, sygehuse og plejehjem, så maden som minimum er sund og nærende. Hvad tænker du?

Sund Mad

Kilde: WHO – Prognose tredobling kronisk syge https://www.kl.dk/nyheder/momentum/2019/nr-18/antallet-af-aeldre-med-kroniske-sygdomme-er-mere-end-tredoblet-siden-aartusindskiftet/

Kilde: Danmarks hidtil største studie i kroniske sygdomme https://www.nyheder.aau.dk/2019/nyhed/nyt-studie-fra-aau–to-ud-af-tre-danskere-lider-af-kroniske-sygdomme.cid415877

Leave a Reply

Your email address will not be published.