30-timers arbejdsuge

30-timers arbejdsuge

Synes du, at udsigten til en 30-timers arbejdsuge virker fjern, så lad os tage et historisk tilbageblik. I år 1900 var en arbejdsuge i Danmark på 60 timer. 20 år senere var den faldet til 48 timer, I 1990 nåede vi ned på 37 timer, og sådan forholder det sig stadigvæk. Men læg mærke til, at samfundet er blevet rigere og rigere i takt med, at arbejdstiden er blevet kortere. Så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre at forkorte den yderligere, samtidig med, at vi fastholder en høj levestandard.

Vi lever i en tid, hvor den teknologiske udvikling giver os muligheder for et arbejdsliv med en bedre balance mellem arbejde og fritid, et arbejdsliv med mindre stress og større livskvalitet, hvis vi udnytter teknologien rigtigt. Men vi må ikke være blinde for, at den ny teknologi kan virke modsat, hvis den resulterer i, at robotter overtager arbejdet og derved skaber større arbejdsløshed, og vi ved, at der er stor sandsynlighed for, at tusindvis af arbejdspladser vil blive automatiseret i de kommende år.

Så hvordan sikrer vi os, at teknologien anvendes til at skabe et rigt, mere bæredygtigt og meningsfuldt samfund?

Et af midlerne kunne være indførelse af robotskat. Det er ikke en ny tanke. Den har været fremsat uden for Danmarks grænser, men måske var det en ide at trække den inden for grænserne. Man kunne beskatte de robotter, der overtager de jobs, der tidligere blev udført af mennesker.

I Danmark har vi i de senere år skabt mange funktioner, der ikke frembringer indhold, mening og resultater, men kun bureaukrati og unødvendigheder. Den spildtid kunne frigives til sociale formål og fritid til familien.

Leave a Reply

Your email address will not be published.